Boligsalg og indbrudstyve
Er din bolig til salg eller skal du til at sælge, så er her et par ting du skal være opmærksom på.
Når man sætter sin bolig til salg, er det ikke et potentielt indbrud man tænker mest på. Praktiske ting som at flytte, indretning af den nye bolig, nyt arbejde mv., fylder i hovedet.
Boliger til salg ender oftest i en salgsannonce på nettet, udstillet i vinduet ved ejendomsmægleren eller delt på de sociale medier. Mange tænker ikke over, at man reelt udstiller sit hjem for alle interesserede, både potentielle køber og indbrudstyve.
Foto af huset ude og indefra, plantegning og video giver tyven større chance for at planlægge sit indbrud og derved ikke blive opdaget.
Tyven har mulighed for at se hvilken type vinduer og døre huset er udstyret med. Hvordan haven er indrettet og om tyven kan stå i fred bag en høj hæk. Om huset er indrettet med alarm/ kamera og om der evt. skulle være en hund på adressen.
Indbrudstyven kan planlægge sit indbrud udfra hvilke genstande du har i huset. Designtyveri er tit bestillingsarbejde og nøje planlagt. En nem måde for tyvene at researche på, er at kigge salgsannoncer på nettet.
Derfor:
● Overvej om din designerstol eller lampe skal med på billedet, som lægges offentligt ud.
● Vær opmærksom på hvilken slags elektronik du viser på billederne. Gem det gerne i skabe og skuffer hvis muligt.
● Drøft problematikken med fotografen (ofte er det ikke en tanke de selv har tænkt).
● Sørg gerne for at naboer, familie og venner er ekstra opmærksomme i salgsperioden.
Slået op første gang på https://www.facebook.com/Forebygindbrud.nu/ den 28 august 2017.